Kære Sanne
Udtrapningssymptomer kommer typisk meget hurtigt efter dosisændringer. Dvs. indenfor 1-2 dage. Derimod er det typisk, at tilbagefald kommer efter et par uger.
Så det du beskriver lyder mere som tilbagefald af depressionen.
Jeg kan godt forstå, at du vil forsøge at aftrappe paroxetin efter så mange år. Men jeg synes det lyder, som om det ikke er særligt klogt. Det afhænger selvfølgelig også af hvad du har af bivirkninger af behandlingen.

Du kan læse mere om det i denne artikkel jeg har været med til at skrive: https://dl.dropboxusercontent.com/u/316 … ch2016.pdf

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Dorthe
Sikke et forfærdeligt forløb.
Nogle mennesker får opblussen i deres angst ved start af behandlingen. Det er meget, meget ubehageligt og mange mennesker giver op.

Erfaringsmæssigt er blandet depression og angst svært at behandle, så det er godt du er kommet til en specialist.

Man kan gøre det, at kombinere den antidepressive medicin med lidt benzodiazepin (fx oxapax eller lignende) i en kort periode. Der er ikke problemer med tilvænning eller lignende de første uger, mens den antidepressive medicin begynder at virke. Har man en depression med angst er det meget vigtigt, at man får sovet og her kan sådan medicin også hjælpe.

Den kan selvfølgelig også tænkes, at forværringen skyldes at din sygdom bag ved det hele, er blevet forværret.

Under alle omstændigheder skal man ikke spøge med dette. Det er derfor vigtigt at have meget tæt kontakt med sin behandler eller endnu bedre, at blive indlagt på psykiatrisk afdeling, mens medicinen bliver kørt ind. Det er selvfølgelig ikke sjovt at være indlagt, men kan være en tryghed plus at man så sikrer sig at medicinen fungerer, som den skal.
Jeg synes du skal tage kontakt med din psykiater eller egen læge og diskutere disse muligheder.

Skriv meget gerne igen og fortæl, hvordan det går.

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Spunkens moder

Jeg ser sådan på det, at for at få noget ud af terapien skal man kunne sove godt om natten. Og jeg er helt enig med dig, at når man har natlige angstanfald, som vækker een - og det er der nogen der har - så er kognitiv terapi ikke nok.

Problemet med medicin er på den anden side, dels at det går i modermælken i mindre mængde dels, at noget af det medicin, der hjælper på nattesøvnen, kan gøre det svært for dig at vågne, når du skal amme.

Det er derfor meget fornuftigt lige at se an. Hvis problemet fortsætter, synes jeg dog man skal supplere terapien med medicin. Det kan gøres uden andre problemer end de nævnte. Jeg har selv haft masser af mennesker i terapi, hvor vi har kombineret med medicinsk behandling.

Skriv igen og fortæl, hvordan det går.

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Malene
Du peger på noget, der tilsyneladende er et paradox.
Kun tilsyneladende, for hukommelse er nemlig flere ting. Men på dansk slår man det hele sammen i en pærevælling.

Man skelner groft sagt mellem:
1. Indlæringsevnen som er afhængig af korttidshukommelsen
2. Flere former for langtidshukommelse, altså for ting, der ligger langt tilbage i tiden. Her opdeler man hukommelsen i 1) semantisk hukommelse, 2) episodisk hukommelse og 3) procedural hukommelse

Depression skader typisk indlæringsevnen, mens den står på. Det betyder at depressionen kan forhindre ting i at blive lagret, mens man har den. Fx kan en patient ikke huske at hans kæreste har været på besøg hos ham under indlæggelsen. Dette skyldes ikke ECT - for han fik slet ikke den behandling.

ECT vil påvirke Indlæringsevnen i negativ retning lige i forbindelse med behandlingsserien, men derefter bliver denne bedre end før fordi depressionen også forsvinder (hvis ellers behandlingen virker, hvad den jo ikke altid gør!).

Den procedurale hukommelse bliver aldrig påvirket. Man glemmer ikke hvordan man cykler, selvom man har fået ECT og man ikke har cyklet i mange år.

Den episodiske hukommelse er erindringen om hændelser i ens liv eller i omgivelserne og kan som nævnt påvirkes af depressionen, og i ret sjældne tilfælde af ECT. Det kan være meget ubehageligt. Jeg kan fx huske en patient, som pga. behandlingen havde glemt at en onkel var død.

Den semantiske hukommelse er hukommelse for begreber. Man glemmer ikke hvad en cykel fx er, selvom man har fået ECT (eller haft en depression).

Det korte af det lange er, at meget store undersøgelser viser, at koncentrationsevne og hukommelse bedres efter en kortvarig forværring ved ECT. Derimod oplever nogle som nævnt glemsel for afgrænsede episoder i deres liv. Det er usædvanligt, men meget ubehageligt, når det er der. Et andet eksempel er en kvinde, som glemte, at hun sidste sommer havde været på ferie på skagen.

Pga. denne risiko for "huller i hukommelsen" (som altså ikke er hjerneskade), skal man meget nøje overveje om det er risikoen værd, før man bruger ECT-behandling.

Det værst tænkelige er jo, hvis behandlingen ikke har virket, men kun har givet bivirkninger! Det er der ikke ret mange, der vil være tilfredse med.

Endelig: som jeg har skrevet om flere andre steder, kan hjernen danne nye hjerneceller og denne proces "boostes" af ECT. Mental og fysisk træning kan formentligt også hjælpe på det.

Læs mere om disse ting på min hjemmeside.
Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære p_vind
Det er meget mærkeligt, at du efter et år uden bivirkninger pludselig fik voldsomme bivirkninger.
Der må være noget andet, der har påvirket dig eller din medicin på det tidspunkt.
Men du har helt ret: venlafaxin kan være meget ubehageligt af skulle ud af. Specielt til sidst i udtrapningen. Der er forskellige trick, som kan mildne overgangen, men det var godt, at det trods alt gik godt.

Vedr. det du spørger om med mareridt, har jeg været ude for det en del gange. Når man er deprimeret har man ofte meget livlige drømme/mareridt og man opnår hurtigere drømmesøvn, når man lægger sig til at sove, end raske gør. Det er meget meget mærkeligt og interessant og kan måles med en EEG-undersøgelse. Alle former for antidepressiva undertrykker drømmesøvnen (REM perioderne). Og nogle mener ligefrem, at for meget REM-søvn kan medføre depression.

Så det du oplever, er måske en såkaldt REM-rebound, dvs. at din drømmesøvn tager til, efter en lang periode, hvor den har været undertrykt. Hvis jeg har ret, vil fænomenet langsomt blive normaliseret og du drømmer som før.

Man skal dog også huske på, at livlige drømme kan være sindets bearbejdning af ting du oplever til dagligt, som du i virkeligheden er mere belastet af en du er bevidst. Gennem en terapi, hvor man arbejder med drømmene kan man lære meget om sig selv.
Freud sagde således "Drømmene er kongevejen til det ubevidste". Flere af mine patienter har haft stor gavn af at analysere drømme.
Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Stinna
Du skal huske på, at et er statistik, som siger noget om, hvordan det gemmensnitligt går for en stor gruppe mennesker. MEN det enkelte individ har jo lov til at snyde gennemsnittet og klare sig langt bedre!!! Faktisk er det det der ligger i begrebet den klokkeformede normalfordeling. Der er et toppunkt af fordelingen, der svarer til gennemsnittet og så er der "halerne" til hver side. Mennesker i den ene hale klarer sig væsentligt dårligere og dem i den anden hale væsentligt bedre end gennemsnittet.
Mange mennesker vil have glæde af samtaler med psykolog/læge, som vil gøre dem i stand til at udvikle sig og få et rigere liv samt holde depressionerne fra døren. Nogle opnår det samme med sådanne samtaler kombineret med medicin evt. i perioder.
Min erfaring er, at ingen mennesker går gennem livet uden en eller anden form for sygdom eller lidelse. Men denne lidelse kan man bruge til at blive et bedre menneske og udvikle sig. Få sat tingene i det rette perspektiv. Jeg havde en patient, som havde haft mange svære depressioner og som gik i terapi hos mig gennem flere år, for at lære hvordan hun kunne leve det liv hun gerne ville uden at få nye depressioner. Jeg glemmer aldrig, hvordan hun et dag fortalte mig, at faktisk var glad for at hun havde haft de pressioner, fordi det havde lært hende så meget i forhold til at få et godt liv. Lært hende hvad de virkelige værdier i livet er. Sådan går det selvfølgelig ikke altid, men det gjorde stort indtryk på mig. Hun fik medicin i mange år, men er nu forsigtigt på vej til at trappe ud. Og foreløbigt går det godt!
Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Stinna
Det er rigtigt, at det er meget meget sjældent, at man kun har en enkelt depression i sit liv - hvis man ikke er i forebyggende behandling. De undersøgelser, der viser det med de mange tilbagefald, er fra før behandling blev opfundet!

Det med at stoppe tankerne: det er netop derfor jeg foreslår du skal gå i terapi. Man kan lære at styre sine tanker. Kognitiv terapi eller det der hedder ACT (Acceptance and commitment therapy) er meget lovende.

Jeg synes bestemt det ville være dumt at droppe dit arbejde. Det ville sandsynligvis forværre angsten, fordi du giver efter for den.

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Jette
Jeg har nogle kommentarer til dit brev.
1. Allervigtigst: jeg synes at dine tanker om evt. at tage medicin er vigtige, men du skal tale med dine behandler på klinkken om det. For at få det med medicin integreret i din øvrige behandling.
2. Man kan dø af al medicin, hvis man er uheldig. Ked af at sige det, men sådan er det. Men jeg kan også sige, at nu har jeg været psykiater i 20 år og har behandlet meget, meget legemligt skrøbelige mennesker. Altså mennesker, der når som helst kunne dø pga. af dårligt hjerte eller andre svære medicinske sygdomme. Det er extremt sjældent, der sker noget. Bare man tager sine forholdsregler, hvis ellers man fejler noget legemligt, hvad jeg går ud fra du ikke gør.
3. Men egentligt tror jeg ikke du kan bruge dette til ret meget. Du vil garanteret alligevel spekulere videre på, hvad der kan ske af skrækkelige ting. Det er derfor jeg mener det skal integreres i din øvrige behandling og ordineres af en person, som du har fået tillid til.
4. Men jeg har meget ondt af dig, for jeg ved godt hvor slemt det kan være, når man har den evige sygdomsangst i sig, som du taler om. Det har jeg oplevet hos en del patienter. Har du nogen sinde tænkt på, hvad der er værst? At have det som du har det nu eller at løbe en mikroskopisk risiko for en uhyre sjælden bivirkning? Og har du nogen sinde tænkt på, at hvis du dør, så vil du aldrig opdage det? Jeg ved ikke, om du kan bruge den tanke til noget. Jeg har selv haft døden tæt inde på livet flere gange en jeg bryder mig om, men har fundet trøst i den tanke, at når den er der efter mig, er jeg der ikke - hvis du forstår.
5. Du spørger om valdoxan. Der er kommet enkelte undersøgelser, der tyder på det kan bruges mod angst, men jeg føler mig ikke overbevist.
6. Endelig: lyrica. Jeg har skrevet lidt om det rund omkring på disse sider og der er også en del kommentarer fra mennesker, der har prøvet det. Nogle er rigtigt glade for det, men generelt er jeg lidt skeptisk. Men du ved, nogle gange er der bingo selvom lægen er skeptisk...
Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære sanne
Nej man får ikke mere angst af at tage fx alprazolam, som er et såkaldt benzodiazepin. MEN tager man det fast, risikerer man at blive afhængig og - værre endnu - at det taber sin effekt med tiden. Det din læge mener er formentligt, at holder du brat op med stoffet (og du er tilvænnet det) får man en voldsom opblussen i angsten. Nogle mennesker er så dårlige, at de ikke kan klare sig uden en fast dosis benzodiazepin, men så skal de omkring en psykiater først. De fleste praktiserende læger vil ikke (og med rette) gå ind i en vedligeholdelsesbehandling af den art.

Skift til et SNRI eller et andet SSRI kan nogen gange hjælpe fordi stofferne virker forskelligt på forskellige mennesker. Jeg synes det er godt at din læge ikke giver op, men er indstillet på at prøve sig lidt frem, for det kan man desværre blive nødt til.

Jeg synes også du skal overveje om din psykolog er god nok. Hvis du har gået der længe og det ikke hjælper på angsten, skulle du måske prøve en anden psykolog??? Der kan være meget stor forskel på dem mht. viden og evner.

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Trunte
Du kan læse om skader på hjernen flere steder på dette forum, for det er noget, der optager mange mennesker meget!
Det er svært at sige præcis hvad der er galt. Jeg har for få oplysninger at arbejde med. Men var du min patient, ville jeg først og fremmest tænke på om din depression er blevet behandlet til bunds. Eller om du faktisk går og har såkaldte restsymptomer på depression. I så fald kan det forklare dine besværligheder.

Hvis alt tyder på, at depresionen er godt behandlet ville jeg overveje om bivirkninger ved amitriptylinen kan spille ind. Du skriver ikke hvor gammel du er, men når man kommer op i årene bliver man tiltagende følsom for de forringelser af kognitionen, der kan ses ved dette stof.

Start med at få taget en plasma-amitriptylin for at se, hvor meget medicin du har i blodet. Derefter skal du sammen med en psykiater (helst) overveje om stoffet kan forsøges trappet ud og erstattet af et nyere præparat, fx et såkaldt dual action stof, som cymbalta eller effexor. Disse stoffer påvirker ikke koncentrationsevne og hukommelse.

Det kan være, at der ikke er noget at gøre: at det simpelthen er din erfaring, at du ikke kan undvære dette stof og det er heller ikke sikkert, at det er bivirkninger der er på spil. Det er kun en mulighed.

Det er også vigtigt, at du får behandlet din angst godt og grundigt. Det kan du også læse om på disse sider. For bliver du angst, indlærer du markant dårligere og mister nemt overblikket. Dvs. at det ser ud som om du er kognitivt dårligt fungerende, men det skyldes din angst og befippelse, som gør at du ikke kan koncentrere dig og føler du hele tiden er nødt til at dobbeltchecke.
Det er altså en mere psykologisk tilgang, som jeg nogle gange har oplevet har spillet ind. Hvis man er tilstrækkelig nervøs kan selv en fuldstændigt normalt fungerende person komme til at tvivle på sine egne åndsevner og dermed blive endnu mere nervøs. Så ting man plejede at kunne på "ryggraden" pludselig kræver koncentration. Og når man først skal koncentrere sig går der let kludder i de procedurer, der egentligt var automatiserede tidligere. 

Endelig er det meget vigtigt, at der ikke er andre årsager til dine kognitive besværligheder. Så din læge skal undersøge stofskifte og en del andre blodprøver, hvis de ikke er blevet undersøgt for nyligt. Hvordan er dit kolesteroltal? Får du nok B12, folat og D-vitamin?

Så kære Trunte, du kan godt se, det er en meget indviklet problematik. Du er velkommen til at skrive igen.

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Brisse77
Jeg kan sagtens forstå din situation og din angst.
Spørgsmålet du stiller er i virkeligheden meget kompliceret!

Din dårlige nattesøvn kan selvfølgelig være et resultat af dine bekymringer over din opsigelse og vil gå over, når du forhåbentlig får en afklaring af din situation.

Men som du skriver, kan den forstyrrede nattesøvn også være et advarselstegn på, at en depression er på vej, måske fordi din dosis af medicin er lige lidt for lav.

Det, som afgør, hvad det drejer sig om, er, om du har andre symptomer på depression. Dvs. nedsat appetit, nedsat koncentrationsevne, håbløshedsfølelse og selvbebrejdelser. Det kan jeg ikke afgøre pr. internet, derimod kan din egen læge, måske – hvis han kender dig godt, hjælpe dig med at afklare det. Det kræver med andre ord en nøjere snak med dig om hele din situation. En anden ting, der er vigtig at få belyst er, om søvnproblemer førhen har været et tidligt advarselstegn. Hvis det er tilfældet, skal disse symptomer selvfølgelig taget meget alvorligt.

Så jeg synes du skal overveje situationen sammen med din læge og så måske øge dosis af medicinen lidt i en periode.

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Fisken
Buspiron er et lidt mærkeligt stof. Det virker mod angst og effekten sætter langsomt ind i løbet af uger.
Det har ikke benzodiazepinernes problemer med tilvænning, kognitive forstyrrelser og afhængighed.
Buspiron er en såkaldt partiel serotonin (5-HT1A)-agonist med virkning både præ- og postsynaptisk. Desuden binder buspiron sig til dopaminreceptorer (især præsynaptisk) med overvejende dopaminfaciliterende effekt. Lidt paradoksalt kan dette evt. give prolaktinøgning, som i værste fald kan dette vise sig ved mælkesekretion fra brysterne. Men du har ret i, at det almindeligvis er ved dopamin-blokade, man ser prolaktinøgning. Dette skyldes at stoffet har både en fremmende og hæmmende virkning, men forskellige steder i hjernen.

Nettoeffekten er aktiviteten i serotoninsystemet øges (hvilket i princippet kan give sexuelle bivirkninger, men det er ikke beskrevet), men aktiviteten i dopaminsystemt øges også, hvilket bedrer humøret og bedrer muligheden for at føle lyst. Faktisk er den nogle, der mener, at stoffet kan modvirke den meget trælse sex-lyst-hæmmende effekt af SSRI.

Normalt vil man foretrække at bruge et SSRI til angstbehandling, fordi buspar er mindre effektivt. Men folk er jo forskellige, og har du erfaring med, at det stof virker godt til dig, er det vigtigt at holde fast i.

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Nybagte mor
Jeg har skrevet en del om lyrica på disse sider.
Som nævnt andetsteds mener jeg at den primære behandling af angst er kognitiv terapi. Normalt vil angsten ret hurtigt give sig, hvis terapeuten er god nok.
Der findes dog nogle mennesker, hvor angsten er så hårdnakket, at man må bruge medicin. Der er fx sertralin eller et andet SSRI glimrende. Da du har haft meget svært søvnbesvær har din læge lagt mirtazapin oveni. Det er en udemærket behandling, men man risikerer selvfølgelig bivirkninger. Først og fremmest vægtøgning. Søg på mirtazapin. Det har jeg også skrevet om på disse sider.
Til de aller aller sværeste tilfælde kan lyrica nogle gange være hjælpsomt.

Lyrica har mange bivirkninger, som andre har nævnt i dette forum. Faktisk kan stoffet give tinnitus, men den virkning forsvinder efter udtrapning. Trapper man for hurtigt ud kan man få søvnløshed, forstærket angst, diarre, kvalme og øget svedtendens. Derimod har jeg ikke kunne finde noget om tinnitus ved for hurtig udtrapning.

Angst kan på den anden side i sig selv være associeret med tinnitus. Faktisk har alle mennesker tinnitus, dvs. en form for såkaldt "hvid støj" eller susen/hyletone, som optræder, når man ikke lytter efter andre lyde (fx tale eller musik). Men nogle mennesker er mere generet af det end andre. Hvorfor vides ikke. Angstpatienter er imidlertid extremt opmærksomme på alle fornemmelser og indtryk, der kommer fra kroppen. Fx kan de mærke en extrasystole (extraslag fra hjertet), som "normale" ikke ville lægge mærke til.

Det er derfor ikke til at sige, om det er din angst eller andet, der giver dig tinnitus. Som jeg ser det - ud fra de oplysninger jeg har om dig - har du to muligheder: enten at stoppe med lyrica som planlagt og så se om ikke tinnitus'en går over efter nogle dage til uger, eller at genoptage medicinen. Hvis du var min patient ville jeg nok råde dig til det første, men jeg synes du skal drøfte det med din læge.

Er der nogen derude i cyberspace, der har oplevet noget lignende, må I meget gerne supplere på disse sider.

Venlig hilsen
Poul Videbech

ps. Hvorfor har du to psykologer. Det lyder ikke hensigtsmæssigt?

Kære Olivia
Sikke en lang historie - altså lang på angst og lidelse. Jeg synes faktisk det er flot, at du er kommet igennem alt det med skindet på næsen.
Jeg har ikke nogen mirakelkur til dig - det vidste du nok i forvejen - men har tænkt meget over nogle bemærkninger til din historie.

1. Jeg synes du skulle snakke med din egen læge om at blive henvist til psykiater. Måske kunne man finde et SSRI eller SNRI (fx effexor eller cymbalta), som du kunne tåle uden at få diarre. Måske kunne du så undvære noritren, som jo åbentbart ikke er nok for at dæmpe angsten

2. Mange læger er bange for at bruge oxabenz pga. risikoen for afhængighed og den sløvende virkning, som gør bilkørsel til en farlig ting. Men er alternativet alkoholforbrug er oxabenz faktisk bedre og mindre skadeligt for hjernen. Måske kunne din egen læge give dig en mindre portion, som du tog med pauser ind i mellem så du ikke blev afhængig? Desuden kan alkoholoverforbrug medføre depressioner,når man er følsom for det, som du jo er.

3. Det bør overvejes om noritren er godt nok til at modvirke dine depressioner. Det har jo mange bivirkninger, som du ved, og måske kunne man finde noget bedre. Det kræver at man prøver sig lidt frem. Igen et job for en psykiater.

4. Du kan læse på disse sider, at nogle har glæde af lyrica mod angst. Andre er imod pga. bivirkninger, men måske kunne det fungere for dig?

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Stinna
Stakkels dig.
Du skildrer på fornemste vis de personlighedstræk, som baner vejen for en depression: perfektionisme, sætten egne behov i baggrunden for andres osv.
Kort sagt træk, som vi alle godt kan lide (at andre har), men som slider hårdt på den der bærer på dem. Man er derfor mere sårbar for depression, når man har de personlighedstræk.
Din trichotillomani er lidt i familie med OCD, som også hænger sammen med depression.

Umiddelbart tænker jeg følgende er vigtigt:
Du har fået angst, fordi du via den ulykkelige hændelse, blev mindet om, at man faktisk kan tage sit eget liv, noget som du frygter, du skulle kunne komme til, selvom du overhovedet ikke har lyst til det. Frygter pga. af din familie og dine børn, som du aldrig - ALDRIG - kunne byde noget sådant. Og din viden om depression fortæller dig, at noget sådant sker. Har jeg ikke ret i, at det er det der skræmmer dig?

Denne angst er opstået selvom du er i behandling med cymbalta. Det fortæller mig to ting: 1) der skal ses på din medicinske behandling, som jo burde kunne virke mod angsten. Fx har du andre symptomer på angst, OCD eller depression? Det skal grundigt gennemgås af læge eller psykiater. Den anden ting er 2) Du har et stort behov for samtaler om din situation og din angst. Angst er særdeles taknemmeligt at behandle psykoterapeutisk og det er jeg sikker på, at du vil kunne have stor glæde af.

Angsten kommer fordi du er begyndt at tvivle på dig selv og din egen dømmekraft. Du tænker mere eller mindre ubevidst: "kunne jeg også komme til at gøre, som min kollega, der døde?" og "hvor ville det være forfærdeligt for mine piger og min mand!".

Har jeg ikke ret? Du skal tale dette grundigt igennem med din læge eller en psykiater. Allerbedst med et samtale forløb, der har til formål at lære dig (hvad du selvfølgelig godt ved med din forstand - men ikke dine følelser): at der er forskel på tanker og handlinger. Man behøver ikke at gøre det, man frygter allermest.

Din læge skal også sikre sig, at du ikke er ved at få et tilbagefald i depressionen, men det tror jeg faktisk ikke er tilfældet. Hvis jeg har ret, og angsten bunder i tvangstanker, kan du muligvis have gavn af øgning af cymbalta, fordi tvangstanker kræver højere dosering end depressionsbehandling. Det skal du selvfølgelig tale med ham om.

Endelig er det meget vigtigt, at du ikke giver efter for angsten. Altså lader den bestemme over dit liv og forhindre dig i at gå på det arbejde, du elsker. En ordentligt behandler vil støtte dig i at blive angsten kvit ved at trodse den. Men du har ret i, at det er hårdt og udmattende i starten. Det er imidlertid vigtigt og vil blive lettere og lettere efterhånden.

Skriv gerne igen om dine tanker om et jeg har skrevet her. Også hvis du synes jeg er kommet for let om ved det.

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Mads
Tak for din venlige mail.

Det er ikke nogen nem problemstilling, du beder mig tage stilling til. Jeg synes helt klart ideen med at tage hende med til privatpraktiserende psykiater er god. En så langvarig og kompliceret historie kalder på en expert!

Som du kan læse andetsteds bryder jeg mig ikke meget om bromazepam (bromam): se http://www.videbech.com/blog/viewtopic.php?id=82.
I gamle dage var bromam meget benyttet fordi man troede, der ingen problemer var med det. Men det er der som sagt i høj grad.
Men jeg er med på, at det bliver svært at få hende trappet ud af dette. I givet fald skal det ske meget meget langsomt!

Hjælper Lyrica hende? Hvis du søger på dette stof i forum'et kan du se, at folk har meget forskellige erfaringer med det - som jeg i øvrigt også har det. Hvis der er en effekt af lyrica, kan dosis evt. øges (i samråd med egen læge).

Clomipramin er et godt stof mod både depression og angst. Der er dog problemer med dette, når man kommer op i årene, fordi det kan give svimmelhed og hjertepåvirkning. Der vil det være mere sikkert at bruge et SSRI, men det skal hun også tale med lægen om - eller endnu bedre psykiateren. Dette bliver så meget mere vigtigt, når man tager i betragtning, at det ikke virker godt nok.

Så alt i alt ville jeg lægge en plan for at rydde kraftigt op i medicinen. Og så prøve at optimere et stof af gangen for at holde behandlingen enkelt - så man ved hvad der er bivirkninger og hvad der er virkninger.

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Mai
Personligt er jeg enig med dig: beslutningen om ECT skal hvile på et solidt grundlag og mange patienter har brug for noget betænkningstid. Der kan i midlertid være undtagelser, hvis fx patienten er meget dårligt og forpint evt. i livsfare pga. selvmordstanker. Specielt hvis det er en patient, som har prøvet behandlingen før, er de måske ikke bange for det og ved, at det virker hurtigt. Sådanne patienter kan opfordre lægerne til at sætte behandlingen i værk hurtigt.
Jeg kan ikke vide, hvad der præcist har været begrundelsen for at din mor bliver sat i ECT behandling efter 3-4 dage, men jeg har selv gjort noget lignende, hvis jeg var overbevidst om, at det var det bedste for patienten, fx fordi hun er meget dårlig og patienten selv var med på det.
Det er et rigtigt godt tegn, at du kan spore en vis bedring mellem behandlingerne, men der findes depressioner (måske 20%) der ikke responderer på noget som helst, hverken psykoterapi, medicin eller ECT. Det er pga. disse mennesker vi forsker i alternative behandlingsprincipper, som fx magnetstimulation og Deep Brain stimulation.

Endelig:langvarig Bromam behandling er af det onde. Bromam er et benzodiazepin (altså et stesolidlignende stof). Kan give tilvænning og kan medføre demenslignende symptomer på langt sigt. Desuden kan forbrug af stoffet (altså ikke nødvendigvis misbrug, men daglig fast og langvarigt forbrug) medføre depressive symptomer. Problemet er selvfølgelig, at hvis din mor har angst, kan det være svært at overbevise hende om, at det faktisk er bedst at undvære dette stof. Der findes dog andre muligheder, som er langt mindre skadelige fx i form at antidepressiv behanding.

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Vædder
Helt generelt mener jeg at angstbehandling er flg. flertrinsraket:
1. Kognitiv terapi bør forsøges først. Er som regel meget effektivt.
2. Virker det ikke eller virker det ikke tilstrækkeligt kan SSRI forsøges
3. Først hvis det ikke virker - og det er ret sjældent - forsøges lyrica.

Som du kan læse rund omkring i dette forum er der blandede erfaringer med lyrica. Personligt har jeg set nogle få tilfælde, hvor det har virket rigtigt godt og nogle andre tilfælde, hvor det har givet ubehagelig bivirkninger.

Vedr. dit spørgsmål kunne du jo trappe ud af lyrica med 25 mg. hver 3-4 dag. Læg en plan sammen med din egen læge.

Vedr. din angst for venlafaxin og cipralex har jeg et par bemærkninger. Jeg går ud fra du i øvrigt er rask, ikke har sværere hjertesygdom eller andet. Undersøgelsen fra Gentofte viste, at blandt mennesker der fik hjertestop udenfor hospital, var et øget forekomst af personer, der tog antidepressiv medicin. Specielt cipralex. Nu er der det at sige til det, at gruppen af mennesker, der fik hjertestop i forvejen var meget syge. De havde svær diabetes, hjertesygdom og KOL. Ofte det hele på een gang. Derforuden var det også meget gamle og altså svækkede af andre grunde. Det betyder, at det er meget svært at slutte til mennesker uden de medicinske sygdomme og yngre aldersgrupper: om de også vil have øget forekomst af hjertestop, hvis de tog cipralex. Denne problemstilling kunne de danske journalister, der skrev om sagen ikke gennemskue - og måske kunne lidt eftertanke også ødelægge de store overskrifter. Så den side af historien kom aldrig frem.

Desuden ser det ud til at angst og depression i sig selv kan skade hjertet. Det kan også have influeret på undersøgelsens fund. Fx er risikoen for at få en blodprop i hjertet fordoblet og medicinen kan ikke forklare dette. Tværtimod beskytter den muligvis fordi SSRI har en svag blodfortyndende effekt. 

Endelig, hvis du alligevel skulle ønske at blive behandlet med cipralex af din egen læge, kunne vedkommende jo bare tage et EKG før og efter du starter på behandlingen. Påvirker medicinen dit EKG må man jo overveje om det er noget, der skal tages action på. Det plejer jeg at gøre på min afdeling - men det er uhyre sjældent vi finder noget af betydning. Desuden er det mest ved gamle og legemligt syge, der er bid.

Så spørgsmålet jeg ville stille mig selv, hvis jeg var i dine sko, er: påvirker min angst min livskvalitet og muligheder for livsudfoldelse? Hvis ja, ville jeg ikke være i tvivl. Specielt fordi du ved at medicinen tidligere har gavnet dig.

Skriv igen, hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål.

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære LS
Tak for et meget interessant og vigtigt spørgsmål.

Først lidt om serotonin-syndrom:
Det findes i helt milde til meget svære og livstruende former.
Det kommer typisk hvis SSRI gives i kombination med bestemte former for anden medicin eller i meget store doser. Kombinationer med litium, visse typer smertestillende medicin, naturmedicin og hostesaft er særligt berygtede. Men syndromet kan også ses extremt sjældent ved normale doser SSRI.

Symptomerne er:
Muskeltrækninger i de store muskler (benene evt. arme). Kan være eneste symptom i milde tilfælde. Dernæst kan man se svimmelhed, omtågethed, diarre, feber og forvirring. I de værste tilfælde kræves behandling på en intensivafdeling.

Syndromet er meget sjældent. Jeg har personligt set det 2-3 gange i mit liv, og i en undersøgelse fra England fandt man 50 tilfælde ud af 12.000 brugere af SSRI, men det kan sikkert godt findes i mildere former, som ikke er blevet regnet med i undersøgelsen, fordi folk ikke har opsøgt læge.

Behandling:
Søg læge med det samme og aftal med ham, hvad der skal gøres: Almindeligvis øjeblikkelig ophør med det stof, som har forårsaget symptomerne. Dvs. kommer de efter at man har øget dosis, holder man pause og går evt. tilbage på forrige dosis – efter aftale med lægen.  Kommer det fordi man har kombineret flere former for medicin, holder man også pause og drøfter med lægen, hvad man så skal gøre.

Symptomerne klinger typisk af efter en til få dage. Det kommer dog an på hvilket stof der har udløst det. Er det en forgiftning med fx fontex, som har lang nedbrydningstid, kan det tage flere dage. Jeg har undersøgt, om der er beskrevet deciderede langvarige forløb og ikke kunnet finde det nogen steder i den videnskabelige litteratur.

Så tilbage til dine spørgsmål: Jeg tror bestemt, at din bekendt har haft en serotonin-syndrom i starten. Jeg har forsøgt at finde ud af om kombinationen med Lyrica kan have noget med det at gøre, men har ikke fundet noget i litteraturen. Jeg har desuden set mange mennesker der har fået SSRI og lyrica på samme tid uden problemer, så jeg tror ikke vi har at gøre med en uheldig lægemiddelkombination mht. serotonin-syndromet.

Imidlertid tror jeg ikke dette syndrom kan forklare hans nuværende symptomer. Men en oplagt ting kunne være bivirkninger ved lyrica: synsforstyrrelser og tinnitus, samt svimmelhed har jeg tit oplevet ved det præparat. Du kan læse mere om det i dette forum, hvor det bestemt ikke er alle, der er glade for det – om end nogen er. Det kan selvfølgelig også være hans angst, der ikke er ordentligt behandlet, altså en psykosomatisk reaktion, men det først jeg ville tænke på var nu bivirkninger. Læs mere om lyrica på medicin.dk

Du skriver, at han har været indlagt 3 gange. Han har jo ret til at få sin journal og måske kan det være en god ide, for at få styr på det komplicerede forløb. Har han en god egen læge? Så kunne han eller psykiateren jo gennemgå det hele med ham. Det tror jeg kunne være meget vigtigt.

Du er velkommen til at skrive igen.

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Fegelein
Som du sikkert mistænker på forhånd er det svært at sige noget fornuftigt til den sygehistorie. Andet end "hold da op" hvor har det været forfærdeligt!
Jeg kan kun være enig med dig i din undren (for nu at sige det mildt): hvad er det for et samfund, hvor man ikke kan få pension, når man er så syg og har været alt det igennem.

For få år siden var jeg til møde med flere politikere på Christiansborg for at gøre opmærksom på, hvor forfærdeligt det var at man i stedet for behandling kun parkerede mennesker på fortidspension. Hvad gjorde politikerne? Sørgede for mere og bedre behandling? Næh - de gjorde det sværere at få førtidspension. Og vupti, så er problemet løst: Den stigende kurve, der var et udtryk for fortidspension pga. psykisk sygdom er nu knækket!
Ak ak.

Kan din psykiater ikke samle "krudt" nok til at skrive en ansøgning om pension, der er umulig at komme uden om?

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære meri
Det er en kompliceret historie. Når man har fået en lille hjerneskade efter fx en betændelse i hjernehinderne, er man meget mere sårbar for at udvikle depression end ellers. Det skyldes at der er kommen uorden i samarbejdet mellem forskellige vigtige hjerneafsnit samt at man er blevet mere følsom for stress - og dårligere til at håndtere det.

Hertil kommer, at det er meget svært at skelne mellem følger efter betændelsen og så depression. Men følger efter betændelsen vil ikke svinge op og ned, som du beskriver. De vil være permanente eller blive bedre og bedre som tiden går. Når din søn pludselig får det værre i en periode, er det rimeligt sikkert, at det er en depression, der er på spil. Det passer også med hvad psykologerne og lægerne har diagnosticeret i tidens løb.

Vedr. behandlingen synes jeg -uden at vide ret meget om din søns historie - at hvis man har fået fluoxetin siden januar uden tilfredsstillende effekt bør man prøve et andet stof eller - hvis han kan tåle det for bivirkningerne - forsigtigt prøve at øge dosis.

Det er korrekt, at han vil være meget følsom overfor bivirkningerne. Det er også en følge at betændelsen. Men derfor kan man godt forsigtigt og langsomt øge dosis i små step. Alternativt - hvis det viser sig, at han ikke tåler større doser af det præparat - prøve et andet præparat. Kan du ikke snakke med hans læge om det? Måske er den pågældende læge i vant til at behandle mennesker med depression med andre former for medicin? I så fald kan han hente råd og hjælp på den anden side af vejen - hos voksenpsykiaterne. Vi er også vant til at behandle mennesker med forskellige hjerneskader og depression. Det er nemlig meget almindeligt hos voksne, men heldigvis sjældnere blandt børn og unge.

Det er godt, at han får hjælp til træning. Det er meget vigtigt både for at kæmpe mod hjerneskade og mod depression. Det vil også være vigtigt for ham at få sund kost. Fiskeolie eller bedre endnu fisk og masser af vitaminer (specielt folat, B12 og D) hjælper på hjernens evne til at komme sig.

Med hensyn til det med stress og evnen til at håndtere det, er behandlingen hos psykologen meget vigtig. Han eller hun kan gå ind i de ting der sker i din søns dagligdag og hjælpe med at lære ham at håndtere dem bedre.

Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har andre spørgsmål. Måske har andre med lignende oplevelser også lyst til at kommentere?

Venlig hilsen
Poul Videbech

Ja! Det lyder ikke helt tosset. Det er en kombination, jeg ofte bruger til mennesker med angst og depression samt svær søvnløshed.
Søvnløshed er virkeligt et stort problem og mange mennesker løser det med at drikke fx en flaske rødvin før de skal sove. Det duer bare ikke: søvnen bliver dårlig og overfladisk af alkohol og kroppen kan tage skade. Så er det bedre at bruge medicin:

Remeron=mirtazapin er meget sløvende, dvs. det sikrer en god nattesøvn fra dag 1.
Remeron er selv et antidepressivum. Dog i større doser. Normal dosis er mellem 30 - 90 mg og meget individuel.
Det går glimrende sammen med SSRI'er fordi virkningsmekanismen er helt anderledes.

Forskellen på mirtazapin og et SSRI er, at SSRI øger mængden af serotonin ved at blokere tilbageoptagelsen, således at serotonin får længere tid at virke i. Desværre findes der adskillige serotonin receptorer (altså der hvor serotonin udøver sin virkning, som nøglen i en lås), og det er nogle af dem, der giver bivirkninger. Een af dem mindsker fx den seksuelle lyst og evne. Hvilket kan være aldeles utåleligt.

Mirtazapin har bl.a. den evne, at den blokerer denne specielle receptor. Det betyder på almindeligt dansk, at stoffet almindeligvis ikke giver seksuelle bivirkninger. Men det har en anden kedelig bivirkning: man får en ulvehunger af det. Dvs. at risikoen for vægtøgning er betydelig. Så det kræver, at man har så meget selvdisciplin, at man ikke øger sin mad-indtagelse uden at øge ens aktivitetsniveau, dvs. man skal motionere.

Det er meget muligt, at du ikke vil mærke nogen effekt af 7,5 mg, fordi det er så lav en dosis. Men så kan du bare sætte den gradvis op - i samråd med din læge - til du sover godt igennem uden at føle dig sløvet om dagen. Det er det sidste, der sætter begrænsningen på hvor højt man kan gå op.

Mirtazapin giver i modsætning til benzodiazepinerne ikke tilvænning og ikke tolerans. Du skal altså ikke frygte, at de mister deres effekt. Derimod forstærker de den angstdæmpende og antidepressive effekt af SSRI. Dog: hvis du begynder at tage på af dem, ville jeg ikke fortsætte med at tage dem. Nogle mennesker er fantastisk følsomme for den appetitstimulerende effekt og andre er ikke.

Du kan sagtens stoppe med 7,5 mg brat. Men jeg synes ikke du skal gøre det, hvis det virker og du ikke har nogen særlige bivirkninger. For det er vigtigt at du kan sove ordentligt og at din angst er bekæmpet bedst muligt.

Du er velkommen til at skrive igen om, hvordan det går.

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Julia
Jeg er stødt på mange mennesker, der har de spekulationer, som du har vedr. medicinen.
Jeg forstår, at den tidligere har hjulpet dig og at din sygdom nu nedsætter din livskvalitet væsentligt. Jeg mener, tænk hvordan det ville være at kunne nyde livet og klare små og store glæder og sorger ligesom alle andre mennesker? At være fri fra angsten, som så mange mennesker er - endda uden at spekulere spor over det. Det er bare noget de tager for givet!

Du har prøvet terapi og det er godt. Du har erfaring med medicin. Du kender bivirkningerne og virkningerne. Det er ikke altid, de to ting står i et rimeligt forhold, men det går jeg ud fra, de gør i dit tilfælde.

Det er ikke sådan at sertralin skader din hjerne. Det har vi INGEN rapporter der tyder på. Som nævnt andet steds (http://www.videbech.com/blog/viewtopic.php?pid=155#p155) er det sandsynligvis snarere tværtimod. Det tyder vores scanningsundersøgelser og en tysk undersøgelse på.

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære mmm
Tak for din historie og dine spørgsmål, som er meget vigtige og som jeg ved mange mennesker der er i behandling med antidepressiv medicin (SSRI) spekulerer på.
Ikke mindst fordi der i pressen cirkulerer mange rygter og u-underbyggede påstande mod denne behandling. Det er godt vi får den debat, fordi forbruget af pillerne er stort (om end faldende de sidste par år), og vi skal være sikre på hvad vi gør. På den anden side har nogen af de, der har startet denne debat en alvorlig interessekonflikt, fordi de lever af at tilbyde psykoterapi. Det betyder at debatten bliver vældig polariseret: for eller imod psykoterapi hhv. medicin, som om, det er to alternativer, der udelukker hinanden. Selv den argeste tilhænger af antidepressiv medicin kan ikke benægte den videnskabelige litteratur, der viser, at kognitiv terapi og interpersonel psykoterapi har effekt. Men det modsatte gælder ikke altid. Det skal dog understreges, at det er et fåtal af psykologer, som ikke mener, at antidepressiv medicin kan have en plads. Men selvfølgelig må medicinen aldrig stå alene: det skal altid følges op af samtaler.

Men tilbage til dine spørgsmål:
Depression er en sygdom der i sin natur ofte bliver tilbagevendende eller kronisk. Det ved man fra utallige undersøgelser, bl.a. fra meget gamle undersøgelser fra 70’erne, hvor SSRI’erne ikke var opfundet. Før det igen, blev mange mennesker med depression indlagt i årevis eller hele deres liv pga. kronisk depression. Det er heldigvis længe siden og den erfaring er for længst glemt. Men kan altså spores i gamle undersøgelser.
Det hører således til sjældenhederne, at man kun får én depression i sit liv. Risikoen for nye
depressioner stiger endog med hver depression, man har haft. Er det ens første depression er risikoen for en ny ca. 50%. Har man haft tre depressioner i sit liv stiger risikoen til over 80%.

I 1973 skrev en af verdens førende forskere i depressionens hyppighed og forløb Jules Angst således: "Single episodes are extremely rare if the period of observation is significantly extended." (Angst J, Baastrup P, Grof P, Hippius H, Pöldinger W, Weis P. The course of monopolar depression and bipolar psychoses. Psychiatr Neurol Neurochir. 1973 Nov-Dec;76(6):489-500).

En anden undersøgelse, hvor man har fulgt næsten 400 mennesker, der er kommet sig over sin depression gennem 15 år, konkluderer, at 85 % fik tilbagefald. Blandt dem, som havde været raske i 5 år eller mere var tilbagefaldet alligevel hele 58 %. Dvs. det, at man har haft en lang god periode uden depression, er ikke en 100 % sikkerhed for, at den ikke kan vende tilbage. Omkring ¾ af de der fik tilbagefald, havde ikke været i behandling med medicin den sidste måned eller mere. (Mueller TI, Leon AC, Keller MB, Solomon DA, Endicott J, Coryell W, Warshaw M, Maser JD. Recurrence after recovery from major depressive disorder during 15 years of observational follow-up. Am J Psychiatry. 1999 Jul;156(7):1000-6.)

Det er nedslående og rejser spørgsmålet om, hvordan forebygger vi det forløb. Mange undersøgelser tyder på, at det at man tager medicin fortløbende er en effektiv forebyggelse, men også psykoterapi har vist at have en hvis effekt. Men det er en anden historie.

Spørgsmålet er også, hvorfor det egentligt er sådan, at en depression hyppigt leder videre til den næste. Det er der også forsket intenst i gennem mange mange år.

Der er helt sikkert mange mulige forklaringer på dette og flere af dem kan godt være rigtige på samme tid. På min afdeling har vi prøvet at komme det lidt nærmere med moderne skanningsteknikker. Sagen er nemlig, at depression – specielt langvarigt ubehandlet depression – i sig selv kan påvirke hjernen ved at give skrumpning af bestemte hjerneområder. Det har jeg skrevet om forskellige andre steder på dette site. Igen er der nye spørgsmål, der melder sig: det er ikke alle, der påvirkes på den måde, men nogle gør. Hvorfor det?

Kan vi forebygge skade på centrale hjerneområder hos de, der er i fare for at blive påvirket på den måde? Det har bl.a. jeg og dygtige psykologer forsket i de sidste 15 år. Vi er nået et stykke, men der er stadig meget, vi ikke forstår. Skadevirkningerne hænger nøje sammen med den forøgede mængde af stresshormonet cortisol, man ser i blodet ved bl.a. depression. SSRI øget mængden af cortisol-receptorer og nedregulerer dermed det skadelige stof. I en undersøgelse som vi har lavet og i en tysk undersøgelse er vist, at behandling således kan få hjernen til at regenerere i de områder, hvor der var skrumpning. Så ikke alene kan man ikke påvise skader ved langvarig SSRI behandling ved skanninger eller ved blodprøver, men man kan faktisk påvise at hjernen kommer sig selv i forbindelse med behandling. Hjernen er plastisk.

Så har man tilbøjelighed til tilbagefald af depression, er det sandsynligvis ikke fordi, man bare mangler serotonin. Der er flere gode grunde til, at den forklaring er alt for forsimplet til at være sandt, men det er igen en anden – og lang - historie. Jeg har haft en patient i psykoterapi gennem flere år. Hendes første depression var faktisk også en fødselsdepression og fandt sted for omkring 10 år siden. Terapien medførte på mange måder at hun fik det bedre og udviklede sig betydeligt som menneske. Men hun ønsker stadig at tage medicin, for ikke at risikere tilbagefald. Hun plejer at udtrykke det på den måde:  ”jeg er født med byggesjusk i serotonin receptorerne”. Som nævnt er det ikke helt rigtigt, men metaforisk for en måske medfødt eller tidligt erhvervet sårbarhed, der ved den rigtige belastning kan bryde ud igen i form af depression. En sårbarhed hun har lært at leve med og leve godt med, kan jeg tilføje.

Specielt ved fødselsdepressioner ses hyppigt tilbagefald ved nye fødsler, men også uden forbindelse med fødsler. Som nævnt kan tilbagefaldet komme flere år senere. Nogen gange kan man pege på en belastning, andre gange ikke. Nogle gange kan bare nogle nætters søvnproblemer være et forvarsel om at depressionen er op vej.

Problemet, når man er i medicinsk behandling, er selvfølgelig, at medicin er ret god til at sløre symptomerne. Men den underliggende proces – depressionen – gør den formentligt ikke meget ved. Derfor kan man ikke vide, om man i virkeligheden har været kronisk deprimeret, men ikke har mærket noget til det, pga. medicinen. Det er derfor, det er så svært at finde ud af, fordi vi kan selvfølgelig ikke lave forsøg med mennesker, som kunne afsløre et helt sikkert svar på disse spørgsmål.

Så svarende på dine spørgsmål må blive:
1.    Nej, det er der ikke.
2.    Nej, tværtimod beskytter medicin mod de skadelige virkninger af langvarig depression
3.    Det er svært at svare på, da jeg jo ikke kender din historie ordentligt. Men måske er løsningen at gå tilbage til den mindste effektive dosis, som du tidligere har fået.
4.    Måske, det er et forsøg værd. Men lykkes det ikke ville jeg begynde at tage medicin igen. Som tidligere nævnt gør det IKKE terapi mindre værdifuld!

Når man beslutter sig for medicin eller ej, skal man udover depressionens symptomer og hvor svær den er, også tage hensyn til de bivirkninger man har eller får, hvor påvirket seksualliv er en af de værste. Det har jeg også skrevet om bl.a. på netdoktor.dk
Har man derimod ingen bivirkninger, ville jeg ikke være særligt bekymret for at fortsætte med medicinen en rum tid endnu.

Håber det besvarede dine spørgsmål. Eller skriv igen.

Venlig hilsen
Poul Videbech

Kære Fegelein
Tak for dit indlæg, men jeg er nu ikke helt enig med dig.

Det er rigtig at der findes nogen (særligt ældre psykologer), som ikke er særligt godt uddannede og intet ved om de egentlige psykiske sygdomme. MEN der findes altså også en stor gruppe dygtige og veluddannede psykologer, som magter de moderne evidensbaserede terapiformer og som ved, at man nogle gange er nød til at behandle både med medicin og terapi.
Jeg har et formidabelt samarbejde med repræsentanter for denne gruppe, som jeg meget nødig ville undvære. Pointen er, at enhver fagperson, der ikke kender eller ikke respekterer grænserne for hans expertise er farlig. Det gælder såmænd også visse læger...

Endelig skal vi også lige huske på, at der findes visse kompetanceområder, som fx psykologsk testning og kognitiv genoptræning, som ingen andre end psykologer kan udføre. Og efterhånden som det går mere og mere op for læger og andre grupper, hvor vigtigt dette er ved fx depression og skizofreni, vil der blive større og større efterspørgsel. I udlandet er det et stort og vigtig område allerede: fx har mennesker med skizofreni påvirkning af de intellektuelle evner (udover deres hallucinationer osv). De kan have gavn af at få genoptrænet hukommelsen og koncentrationsevnen. Noget tilsvarende gælder for mange mennesker med depression. De mange breve i dette forum vidner om, hvor stort behovet egentligt er!

Flere dygtige psykologer bl.a. på Psykiatrisk hospital beskæftiger sig med dette. Men jeg har indtryk af, at det stadig er økonomisk underprioriteret.

Så jeg synes vi skal undgå at grave grøfter - selvom man fra tid til anden kan se folk i aviser og TV forsøge på netop dette. Vi kan ikke undvære psykologerne!

Venlig hilsen
Poul Videbech