Topic: Forløsende psykoterapi

Da vores lille søn var et år gammel, havde jeg været deprimeret i et halvt år, og depressionen havde for alvor bidt sig fast, så jeg havde fornemmelsen af at skulle leve mit liv til ende i tristesse... Derfor var forventningerne store til min forestående psykoterapi. Mødet med min nye psykiater gav mig fra første færd en stærk intuition om, at jeg en skønne dag ville blive rask. Han udstrålede en særlig kompetence, så min tillid til ham var unik, og kemien virkede opbyggende for de intense samtaler. Han gav mig præcist det kvalificerede modspil, som jeg havde så uendelig meget brug for.... Time efter time lyttede han opmærksomt analyserende, seriøst og med stor respekt til mine ord. Imidlertid var psykoterapien hverken en tilflugt eller en trøst. Det var et krævende samarbejde, men også i høj grad en livline til at kunne se fremtiden i møde.  At være så meget i fokus i terapien var både smertefuldt og ekstremt ressourcekrævende, fordi jeg i forvejen slæbte mig igennem depressionens tunge dage. Lidt efter lidt begyndte jeg at få det bedre, selv om de klassiske symptomer hang ved temmelig længe. Ofte følte jeg en kolossal træthed grænsende til udmattelse, og det tog lang tid at mærke min naturlige glæde og energi. Psykoterapien skulle blive min redning og udviklingsmulighed, hvor jeg for alvor blev konfronteret med dybe lag i min personlighed. Moderskabet tvang mig til at stå ansigt til ansigt med mig selv og var et uigenkaldeligt farvel til mit tidligere liv og begyndelsen på en tilværelse, der for altid ville være forandret. Aldrig mere skulle jeg være helt mig selv, og i denne kaotiske proces skulle jeg samtidig lære at være tro mig mig selv. Psykoterapien har gjort mig lykkelig og stærk og jeg bruger stadig det jeg lærte.
Lissi

Re: Forløsende psykoterapi

Min forberedelse bestod i at finde litteratur og artikler. Som tidligere depressiv var jeg bevidst om min forhøjede risiko for fødselsdepression, så jeg læste også om det for at komme djævlen i forkøbet. Det var både skræmmende, men også i høj grad befriende læsning. Min angst for at blive mor byggede sikkert på mine store forventninger til mig selv i forhold til tidligere projekter. Forskellen var bare, at jeg ikke med mit intellekt kunne forberede mig på at blive mor. Det var en fysisk og emotionel forandring, som jeg selv skulle til at mærke på egen krop og gennemleve.