Topic: Er det en depression, eller...?

Hej Poul,

Jeg har igennem årene læst flere af dine artikler, så det var skønt at finde din hjemmeside og dit forum - og jeg håber virkelig, at du (måske) kan opklare noget for mig.

Kort info: Jeg er mand, 37 år, lykkelig gift og vi har et barn på 4 år.

I 2002 døde min mor. Så vidt jeg ved led hun af kronisk depression samt lidt paranoia. Muligvis var den kliniske betegnelse en anden, men jeg kan ikke huske det. Et års tid efter dykkede jeg selv ned i mørket, og fik en svær depression - min første. Jeg husker den som meget slem, og det tog mig næsten 2 år før jeg var helt på benene igen. Dengang var jeg 23 år, og min ungdom var vild med både alt for meget druk, stoffer og ikke mindst hash. Under og efter depressionen blev stoffer og hash lagt helt på hylden, og jeg har aldrig rørt det siden. Dengang blev jeg behandlet med 45 mg. Mirtazapin og enkelte samtaler hos en psykiater (som ikke rykkede meget).

Efter de 2 år på sofaen og i sengen, kom jeg stærkt tilbage, og levede fint. Jeg fik relativt hurtigt nyt arbejde (jeg blev arbejdsløs under depressionen pga. sygemelding), og arbejdede i 6 år det samme sted. Min økonomi efter den første depression var et stort hul, og jeg måtte igennem tvangsauktion og meget andet.

I sommeren 2011 gik det så galt igen. Min nuværende kone og jeg havde købt hus. Det var hårdt - for jeg/vi havde måtte arbejde hårdt for at få den gamle gæld ud af verden, men det var vores største drøm, så jeg satte alle sejl ind på det. Det lykkedes trods en kæmpe stressfaktor, men en uge før vi skulle flytte i det nye hus, gik jeg helt ned med flaget igen. Jeg måtte overlade flytning til min kone og hendes familie (der gerne hjalp), og imens lå jeg som forstenet på mine forældres sofa. Det var noget af et rod. Depressionen var slem, men ikke helt så slem som den første og jeg havde perioder under depressionen, hvor jeg sagtens kunne udføre lidt arbejde. Ikke i forstand som lønmodtager, men som i at jeg gik i gang med at renovere vores nye hus, da den værste storm havde lagt sig. Nogle gange måtte jeg så træde et stort skridt tilbage og ned i kulkælderen igen. Måske fordi jeg gik for hårdt tilværks. Det skal siges at jeg igen var arbejdsløs på det tidspunkt. Min kone blev gravid (med mig) under denne depression, og præcist et år efter depressionen var startet, stoppede den fuldstændig den dag hvor vores barn blev født. Den varede altså et år kortere end den første, og skønt den var alt andet end morsom, var den ikke helt så slem som den første. Jeg fik igen 45 mg. Mirtazapin under denne depression samt samtaler hos en psykolog.

Ovenstående depression forsvandt i 2012 og indtil for en måned siden, har jeg været på 15 mg. Mirtazapin som vedligeholdelsesdosis. Nu er det så gået galt igen...

Den 1. april skulle jeg være startet i et nyt job - et ønskejob. I perioden fra 2013-2016 var jeg selvstændig, men kunne ikke helt få det til at løbe rundt, så jeg spejdede længe efter det rigtige job, og det fik jeg endelig. 2 dage før start på det nye job, fik jeg et angstanfald, og vidste godt hvad klokken var slået. De 2 andre gange var det nemlig startet på samme måde. Efter snak med lægen, kom jeg hurtigt op på 45 mg. Mirtazapin igen, og det har jeg nu været på en måned. Denne gang føles det anderledes. Der har været enkelte dage hvor jeg har været helt nede i mørket og vende - særligt de første par dage, men der har også været dage hvor det har været lidt mildere, og også dage hvor jeg har haft det helt fint. Forleden dag meddelte min kone mig, at hun havde taget fri 14 dage fra arbejdet for at hjælpe mig, og det gav mig så dårlig samvittighed, at jeg dykkede kraftigt, og måtte en tur forbi psykiatrisk skadestue. Efter en samtale der blev det bedre, og dagen i dag (hvor solen har strålet fra en skyfri himmel), har været ganske god.

Jeg kan ikke blive klog på det her, og det kan min læge åbenbart heller ikke. Så vidt jeg har forstået, så bliver de fleste depressioner slemmere jo flere man har haft, men mine virker til at blive lidt mildere? Er det overhovedet en depression denne gang, eller er det stress? Jeg har aldrig været god til begrænsninger. Når jeg gør noget, så går jeg ofte all-in (det er noget jeg arbejder på), og måske er det det der fælder mig? Hvordan kender man forskel?

Der er særligt én ting som jeg har talt med min nuværende psykoterapeut om: Jeg har altid været skrækslagen for at ende som min mor. Hun havde det meget skidt, og var meget ofte indlagt, og jeg tvivler ikke på, at det også var det der tog livet af hende i sidste ende. Dog tænker jeg også, at hvis ikke jeg havde den "erfaring" med min mor, så ville jeg tænke anderledes når jeg er nede og vende (så var jeg fri for den bekymring)?

Jeg håber ovenstående giver mening, og at du måske kan rede et par tråde ud for mig - på forhånd tak.