1 (edited by Cornelius 13-07-2016 04:37:21)

Topic: Er den helt galt med mig eller er jeg helt galt på den?

Hej.

Jeg har en søn på snart 9 mdr. Graviditeten forløb ikke så rosenrødt som håbet, jeg var meget besværet fysik og følte mig fanget.  Jeg var lige startet nyt arbejde og de var alt andet end glade for mine lykkelige omstændigheder, da jeg fortalte dem det, så jeg knoklede og knoklede ekstra for at bevise at de ikke havde truffet den forkerte beslutning. Min leder har pillet mig ned foran mine kollegaer lige inden jeg gik fra og da jeg gik fra på arbejde overvejede havde jeg ligeledes gået og overvejet at gå fra min kæreste. Han var lige startet ny virksomhed og gav mig ingen opmærksomhed og vi gled mere og mere fra hinanden. Han lyttede ikke og jeg følte at hvad der startede som et fælles projekt nu var blevet mit alene. Jeg endte med at beslutte mig for at nu måtte baby komme og så måtte jeg tage forholdet op til overvejelse på et andet tidspunkt.
2 uger inden jeg skulle føde bliver min mand røvrendt at sine partnere som smider ham ud på røv og nøgler og der bliver indledt en retssag, som stadig er i gang. Jeg spenderer nætter sammen med min kæreste på at hjælpe, støtte og være der for ham alt i mens jeg er konstant smerteplaget og kun kan lindres i vores badekar. Vores søn kommer til verden under hvad der starter som en hjemmefødsel, men ender på hospitalet i 6 timers presseveer hvor jeg ikke må presse og det ikke lykkedes hospitalet at smertestille mig. Da han kommer ud ilter han ikke ordentligt så han og min kæreste ryger på neonatal. Han har fostervand i lunger og mave og ryger i CPAP. Min kæreste knækker sammen og jeg er så høj efter fødslen af jeg kan klare hele verden indtil 4. dagen hvor jeg efter ikke at have spist nok står med en dirrende anæmisk krop som ikke kan klare mere.
Vi er inde og ude at hospitalet den første uge og jeg husker fødslen rider mig som en mare, så jeg får en efterfødsels samtale med jordmoderen. Jeg kan huske at jeg har rigtig svært ved at nyde den første tid. Jeg har stadig ondt, synes ikke den der connection mellem mor og barn under amning er helt hvad der bliver slået op til at være og nå ja så spiller hele scenariet med retsagen og vores forhold også i baggrunden. Jeg scorer lidt for højt på en fødselsdepressions test som sundhedsplejersken foretager, men ikke højt nok til hun kalder til action. Får blot at vide at jeg ikke må få det værre. Månederne går og jeg forelsker mig mere og mere i min søn. Han trives, er altid glad og tingene kommer let til ham. Mit forhold til min kæreste bliver bedre og er fint igen i dag. Jeg oplever øjeblikke hvor jeg er glad og ovenpå med min søn, men synes for det meste at tilværelsen er sådan lidt blah og er udmattet. Jeg kan ikke overskue at skulle tage stilling til min mellemtilfredshed, så jeg bedøver mig med candy crush og serier på netflix. Når vi har dårlige dage er min lunte vanvittig kort og jeg hader at være mor. Når vi har gode dage et det ok at være mor. Min søn har ikke kunne finde ro ved brystet længe, selvom vi stadig ammer og når han skal sove skal vi typisk vugge ham i søvn. Vi bor i en lille 2 værelses og vi kan seriøst ikke være her, så min dag går på at rydde op, ordne vasketøj, gøre rent, passe baby, lave aftensmad osv og kaste mig på sofaen med candy crush når den lille sover. Jeg synes det er røvsygt og føler mig fanget. Jeg har dagligt tanker om "hvad nu hvis en af os dør". Jeg får nogle gange lyst til at slå eller ruske min søn til han gør som jeg siger, hvilket jeg 1) ALDRIG kunne finde på og 2) SLET ikke ligner mig. Jeg har kastet med ting, slået hånden ind i væggen, eller bidt i legetøj/sut for at afreagere fordi jeg ikke kan rumme min frustration. Jeg er normalt en yderst tålmodig person som rummer meget og ikke tager tingene tungt. Jeg føler mig dybt overvældet og kan slet ikke navigere følelsesmæssigt i den her rutschetur som jeg dagligt bliver sendt ud på af min søn. Jeg tænker flere gange om ugen men ikke nødvendigvis dagligt at jeg ikke gider mere og bare har lyst til at gå hjemmefra. I dag prøvede jeg på 3. time at få min søn til at sove nede i parken og fik tanken at hvad nu hvis jeg bare gik? (Hvilket jeg heller aldrig kunne finde på) Men så skulle jeg ikke høre på hans konstante øffen (som ikke er konstant men føles sådan). Jeg har også en gang i mellem tanker om hvad nu hvis jeg bare forlod verden. Det er ikke nogle tanker jeg tager seriøst og kunne finde på at gøre alvor af, men de er der. Om aftenen bliver jeg ramt af dumme tanker, jeg ligger og gruer og har svært ved at skubbe tankerne væk. Jeg synes bare det bliver værre, specielt min lunte. Der går kortere og kortere tid fra min søn "er på tværs" til jeg bider i hans sut i afmagt. Nogle gange bliver jeg ramt af sådan en ligegyldighed hvor jeg "skider lidt på hans følelser" og ignorerer ham. Der går så kun 30 sek så er jeg hos ham igen, men det er ikke noget jeg synes er fedt. Føler mig ofte lammet, eks når jeg har sex med min kæreste er det svært at connecte følelsesmæssigt. Eller når der kommer en dødstanke op. Min følelsesmæssige reaktion er der ikke og det føles bare sådan lidt "nå, ja det sker jo alligevel ikke" men min hjerne vil derhen og besøge de tanker alligevel. Jeg kan ikke huske dagene fra hinanden og jeg glemmer at trække vejret helt ned i maven.
Jeg føler mig så magtesløs, elendig og trist når det er værst. Mit standard mode er "jeg hænger i og overlever - kører bare i et hamsterhjul" og et par gange om ugen føler jeg mig ovenpå. Det hjælper særlig hvis jeg er ude med en veninde eller i min mødregruppe. Sidst men absolut ikke mindst har jeg svært ved at være nærværende overfor min søn i længere tid ad gangen.
Jeg føler ikke det er sådan her jeg skal have det, men jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.
Hvad gør jeg? Har jeg en fødselsdepression eller er det bare hormonerne der løber af med mig?