1 (edited by Marius 24-10-2017 19:46:12)

Topic: Transkønnethed og depression

Hej Poul

Jeg kommer til dig med et relativt komplekst problem, som jeg håber du vil dele nogle tanker omkring.

Jeg står i den situation, hvor jeg er pårørende til en transkønnet, hvis identitet jeg vil maskere på forskellige måder, som er depressiv og nu beretter om suicidale tanker. Jeg vil kalde hende Kim. Kim er en 19 år gammel kvinde, som de sidste to år har meldt at hun identificerer sig som en mand og insisterer på, at hendes omgangskreds og familie anvender det modsatte pronomen. Vi har i hendes barndom ikke set spor af maskuline træk eller adfærd (og ser det stadigvæk ikke), som giver anledning til at sætte spørgsmålstegn til hendes beslutning, hvilket hun forståelig nok oplever voldsomt frustrerende. Kim har klippet sit hår, udskiftet sin garderobe og skiftet juridisk køn, navn og personnummer. Den gamle Kim er "død", hvilket især hendes mor finder svært ved at håndtere, men vi bruger alle sammen 'ham' for at holde husfreden. Kim går til psykolog, som har henvist videre til specialist og igangsat SSRI-behandling, for at diskutere hvorvidt der skal påbegyndes hormonbehandling, kønskirurgi og samtidig holde hendes depression i skak. For at komplicere situationen yderligere, bliver ethvert forsøg på at tale om ansvar og Kims fremtid, at konkretisere nogle aspekter af den, uanset hvor pædagogisk og mild ens tilgang, opfattet som en form for angreb på hendes person. Kim er en intelligent, kreativ, varm og empatisk person og har ellers ingen somatisk sygdom der skulle trække hendes udvikling i negativ retning.

Jeg var helt sat ud i starten, for hvor tit bliver man konfronteret med hvilket pronomen man vælger at bruge for at betegne en person? Hvad kan man stille op med, i mødet med en person der anser sig selv nærmest eksklusivt som et offer for sine omstændigheder, hvis hele verden har konspireret imod om at producere? Hun anser mig, en hvid, heteroseksuel mand, som "priviligeret" i forhold til hende selv, hvilket jo er lidt problematisk, en "ciskønnet" mand vil ifølge hende aldrig kunne forstå hvad det vil sige at være transkønnet. Kim mener det handler om "mangel på respekt" dersom man anvender det "forkerte" pronomen, hvilket jeg ikke kan sige mig enig i. Jeg kan ikke lade være med at tænke at hendes beslutning til dels er ideologisk motiveret, men problemstillingen er relevant på multiple niveau af analyse, samtidig. Det er svært nok at navigere et sådan et følelsesmæssig minefelt, men de samfundsmæssige og eksistentielle spørgsmål tilknyttet hendes udmelding er også relevante, for at nævne nogen.

Kan man selv bestemme sin identitet, eller er det et gensidigt samspil imellem hvem man tror man er, og ens omgivelser? Hvad vil det sige at være en mand/kvinde og hvordan bør vi forholde os til hinanden? Hvorfor er så mange unge ubekvem i egen krop? Hvorfor har man de sidste to tiår set en nærmest epidemi af køns forvirrede ungdom som rober højt omkring rettigheder? Hvorfra kommer dette overdrevne fokus på inklusion, social lighed og retfærdighed? Er det en positiv retning vi bæveger os i, eller er det et symptom på et samfund i forfald? Som du nok ser, producerer udmeldingen, "jeg er det modsatte (eller noget andet) end det omverdenen omfatter mig som", et utal nye spørgsmål, som ikke nødvendigvis løser personens underliggende, fundamentale problem. Og hvad er egentlig det fundamentale problem? Mig bekendt er det ingen ændring af suicidalitetsraten iblandt transkønnede før og efter "endelig" behandling. Har man forvirret årsag og effekt? Jeg er klar over at dette er noget af en smøre, men hvis du stadig er med, vil jeg takke dig for opmærksomheden.

Mvh
Marius