Topic: Ny depression eller bare stress og angst?

Jeg fik konstateret en forsinket (ubehandlet) fødselsdepression i 2003, hvor jeg klappede sammen, da min far døde. Jeg har været i behandling siden - med fsk. antidepressiv.
I efteråret 2016 måtte jeg gå hjem fra arbejde med en "overbelastningsreaktion" - og jeg har næsten været sygemeldt siden - har mistet mit job - og næsten også min mand. Jeg har ikke haft rigtig lyst til sex siden 1995, hvor vi fik vores første søn.
En ny psykiater mener, at jeg har været "fejlbehandlet" ved at jeg har fået antidepressiv medicin i 13 år ( i øvrigt UDEN nogen som helst form for samtale-terapi) - og at jeg havde udviklet en form for "mani" p.g.a. medicinen.
Derfor trappede jeg i forår/sommer 2017 ud af antidepressiv medicin og har været kemifri siden 1.juli. Da jeg bliver ved med at være ret grådlabil tilbyder min psykiater en epilepsi-medicin, der kan "samle mig" som hun kalder det.
Dén medicin puffede så meget til min angst, at jeg måtte stoppe med at indtage det - jeg blev så bange - nåede kun at få det i ca 2-3 uger.
Nu er jeg så stadig ret meget plaget af angst, sover næsten ikke om natten og kæmper med negtive tanker. Jeg går hos en coach - en dyr een - en neurocoach, der påstår at han kan lave "nye stier" i hjernen, så jeg ikke længere får depression, angst og stress. ( se evt neurocoaching.dk)
Jeg har netop hørt Poul Videbechs indlæg om depression - en folkesygdom på nettet - og jeg tror måske, at jeg har en ny depression - eller den samme - og er bange for, hvad "den" kan finde på at gøre ved mig.
Hvordan finder jeg ud af, om jeg har fået en ny depression? - og er det smart (som den første psykiater der er gået på pension nu)at blive i behandlingen resten af livet for at forebygge nye depressioner?

mvh Dort0159

Re: Ny depression eller bare stress og angst?

Kære Dort0159
Det er en kompliceret historie, men jeg synes det må være rimeligt, at den nye psykiater, som har sendt dig ud i dette uvejr, tager stilling til, hvad der så skal gøres!
Epilepsimedicin kan være en god ide, men der skal man kende mere til dig og din historie for at afgøre det.
Måske er du startet for voldsomt op?
Venlig hilsen
Poul