Topic: Belastningsreaktion eller depression pga. længerevarende angst?

Kære Poul.

Jeg skriver, da jeg efterhånden er lidt træt af at "selvdiagnosticere" mig.
For at gøre en alt for lang historie kort, så bliver jeg i vinteren 2016 ramt af pludselig angstanfald. I månederne op til anfaldet har jeg haft voldsomt travlt (50-70 timer om ugen), og mit arbejde er derudover også psykisk krævende med en chef, der alt andet lige ikke har forstået hvad det vil sige at være leder.

Angstanfaldene fortsætter i et godt stykke tid, og jeg beslutter mig for at sige op, og starte på min kandidat i udlandet i sommeren '16. Angsten følger desværre med, men er på en eller anden måde blevet lidt en følgesvend, omend jeg selvfølgelig synes den er ret anstrengende. Min familie har tidligere haft nogle angstproblematikker i forbindelse med stress, men jeg har set dem forsvinde igen, så jeg er ikke så bekymret. Angsten begrænser mig ikke i mit liv indtil juni 2017, hvor de tiltager i styrke og hyppighed. Det er primært i butikker og offentlige transportmidler, at jeg oplever dem, men jeg plejer at aflede min opmærksomhed i situationerne, og det lykkedes.

Da jeg er på nippet til at tage hjem i Danmark, får jeg et angstanfald, der sender mig ud i pludselige selvmordstanker ala tvangstanker (tag en kniv-agtige tanker), og pludselig er hele verden bare sort i sort. Jeg kan slet ikke mærke mig selv, jeg er konstant angst, kan ikke sove og er mest af alt bange for mig selv. Da jeg ankommer til Danmark, falder der lidt ro på mig igen, men det varer kun til dagen efter, hvor det hele starter forfra. Jeg tør ganske enkelt ikke at være alene, og jeg ender på Bispebjerg.

De fortæller mig, at jeg har en angstlidelse, og at det er svært at vide om det bliver bedre eller værre herfra. At jeg skal dyrke motion og gå i terapi. Så det gør jeg. Men jeg kan stadig ikke sove. Jeg er angst hele tiden, bange for alt omkring mig inkl. mig selv, ramt af komplet tomhed og ønsker blot at det hele skal stoppe. Jeg får pludselige tanker om hvorvidt jeg kunne finde på at gøre fortræd, og det skræmmer mig så meget at jeg indlægger mig på Psykiatrisk hospital. Her får jeg noget beroligende (som heldigvis virker) og en besked om, at jeg har fået en belastningsreaktion, og at jeg skal fortsætte med terapien.

Det er nu 6 måneder siden. Jeg har så gået i terapi siden hos nogle forskellige, og jeg fornemmer at de alle 3 har virkelig svært ved at regne ud hvad de skal stille op.

Jeg har fortsat følgende problemer:

- Jeg vågner tidligt om morgenen, men falder i søvn igen.
- Jeg kan ikke færdes udendørs uden at nogle er i nærheden eller med mig.
- Jeg føler mig tom indeni og modløs.
- Jeg føler en enorm meningsløshed.
- Jeg kan ikke finde nydelse i noget.
- Jeg har fortsat selvmordstanker - nogle gange ala tvangstanker, andre gange som en følelse i maven.
- Jeg får nemt hovedpine ved sociale sammenkomster, og har det bedst i mit eget selskab.
- Jeg føler mig nærmest lammet af angst for at gøre noget - og tanken om at foretage mig noget igen (starte på opgave, se venner osv.) udmatter mig, og giver nærmest en følelse af at kroppen og sindet holder mig til fange.
- Jeg kan slet ikke være alene i mere end 2 timer - det gør mig panisk angst for egne tanker.

Det skal siges, at jeg ikke kan klare støj, mange mennesker, butikker osv. Jeg bliver så udmattet, får hjertebanken, bliver grådlabil og får hovedpine. Selv en samtale med en god veninde i mere end en time kan sende mig helt til tælling.

Jeg har været til udredning hos en privatpraktiserende psykiater, som ikke mener at medicin er nødvendigt, da mine depressive symptomer ikke er voldsomme nok.

Jeg er desværre af den karakter, der ikke besidder den største tålmodighed, og jeg synes 6 måneder er meget lang tid at kæmpe, og selvom det er blevet bedre, så er jeg langt fra et sted hvor jeg kan noget som helst.

Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om min angst ganske simpelt har udløst en depression? Eller om der i virkeligheden er tale om en belastningsreaktion?

Og i så fald - hvad er behandlingsmulighederne? Eller er tiden i virkeligheden den eneste komponent?

Indtil videre har jeg prøvet:

- Mindfulness (som jeg stadig bruger - Yoga og meditation)
- Kognitiv Terapi
- En smule eksponering (som endte med at sende mig 5 dage i sengen).
- Samtaleterapi

Jeg føler mig angrebet fra alle sider, og det eneste, jeg fornemmer at have succes med, er at blive i sengen, gå en tur og dyrke lidt yoga. Så snart jeg forsøger at genoptage noget af min tilværelse, ryger jeg helt ned igen. Som det ser ud nu, er bor jeg midlertidigt hos min mor i Jylland, fordi jeg ganske enkelt bliver for deprimeret af at være i min lejlighed i København - og det er jeg altså ret træt af.

Jeg håber at du kan hjælpe mig med at kaste noget lys over det.