Topic: Tanker under graviditeten...

Med stor støtte fra min kæreste kastede jeg mig for 14 år siden i en alder af 31 ud i projekt babyland, da det biologiske ur begyndte at tikke kraftigt. Jeg var ikke ligefrem den type, der med det store yngelplejeinstinkt gik rundt med lyserøde babydrømme, men jeg havde altid ønsket at blive mor og "føre slægten videre" som et ganske naturligt instinkt. Under graviditeten følte jeg en stor frygt for min egen utilstrækkelighed som mor, og disse spekulationer fyldte efterhånden betydelig mere i min bevidsthed end forventningens glæde. Tanken om min eventuelt manglende kærlighed til barnet hjemsøgte mig kontinuerligt som en besættelse. Disse tunge tanker diskuterede jeg naturligvis med min kæreste, som imidlertid var overbevist om mine gode moderegenskaber.

Min forberedelse bestod i at finde litteratur og artikler. Som tidligere depressiv var jeg bevidst om min forhøjede risiko for fødselsdepression, så jeg læste også om det for at komme djævlen i forkøbet. Det var både skræmmende, men også i høj grad befriende læsning. Min angst for at blive mor byggede sikkert på mine store forventninger til mig selv i forhold til tidligere projekter. Forskellen var bare, at jeg ikke med mit intellekt kunne forberede mig på at blive mor. Det var en fysisk og emotionel forandring, som jeg selv skulle til at mærke på egen krop og gennemleve.

I min psykiske sårbarhed søgte jeg at styrke mig selv ved at være i god fysisk form. Således svømmede jeg stadig 12 dage over terminen 1000 meter på 20 minutter, så jeg gik jeg ind til fødslen ganske uden bekymringer og smerteangst. Min fødsel skulle dog vise sig at blive forholdsvis hård og langvarig, men jeg følte mig meget tryg hos de kompetente fødselshjælpere. Derfor var fødslen både god og særdeles utraumatisk. Skriver senere om mine tanker på vej hjem fra barselsgangen...
Lissi