FOREBYGGELSE AF FØDSELSDEPRESSIONER

Mht. forebyggelse af fødselsdepressioner er problematikken forskellig alt efter, om man tidligere har lidt af depression eller angst, eller om man aldrig har prøvet det før. Måske har man set det hos familiemedlemmer eller veninder og er nu begyndt at spekulere på, hvad man selv kan gøre for at undgå at komme i samme situation.

Der er ikke rigtigt lavet nogle solide undersøgelser på dette område, men følgende kan betragtes som gode råd, man måske kan have gavn af:
  • Sørg for at have realistiske forventninger omkring det at få et barn. Du skal betragte det som et fuldtidsarbejde, som vil tage alle dine kræfter både fysisk og psykisk.
  • Det er vigtigt, at din kæreste også forstår dette.
  • Tal med din kæreste eller ægtefælle om de bekymringer, du har om, hvordan de forandringer, som vil ske for din lille familie, bedst kan tackles. Har du problemer i parforholdet, er det vigtigt at tale med andre om det, enten venner eller professionelle.
  • Væn dig til at tage imod al den hjælp, som du måtte blive tilbudt fra familie og venner. Der er ingen, der forlanger, at du skal klare det hele selv, og det er vigtigt at have tid til at slappe af og hvile sig.
  • Det er normalt, at du fra tid til anden har bekymringer omkring barnet, om det nu har misdannelser, eller hvordan fødslen vil forløbe, og det er vigtigt at dele disse bekymringer med andre mennesker.
  • Brug graviditeten til mentalt at indstille dig på det meget store ansvar og den meget store arbejdsmæssige belastning, som venter efter fødslen. Undgå derfor store forandringer i øvrigt, f.eks. flytning eller jobskifte.
  • Efter fødslen er det meget vigtigt, at du indimellem har tid til dig selv, og at din ægtefælle eller kæreste forstår dette. I det hele taget er det vigtigt, at du ikke fuldstændigt tilsidesætter dine egne behov, selvom det betyder, at barnets far må passe den lille, så du kan få tid til at se dine veninder. Social isolation er en risikofaktor for udvikling af depression.
  • Skulle der begynde at dukke nogle af de nævnte symptomer op, er det meget vigtigt, at du hurtigst muligt taler ud med sundhedsplejersken og med din egen læge om dem. Der er al mulig grund til at tro, at hvis man sætter tidligt ind, kan man forhindre depressionen i at udvikle sig.

Tidligere depression eller angst

Har du tidligere haft depression eller angst og modtaget behandling herfor, er spørgsmålet om forebyggelse af nye episoder meget vigtigt. I disse tilfælde er risikoen for at få depression efter fødslen nemlig væsentligt forøget. Det er ikke det samme som at sige, at du er sikker på igen at opleve en depression, men det bedste er allerede i graviditeten at tage kontakt til din egen læge og drøfte disse spørgsmål med ham. Det betyder også, at hvis depressionen virkelig skulle bryde ud, er han orienteret om problemet og kan hurtigt gribe ind.

Den sikreste forebyggelse af nye depressive episoder, vi har, er imidlertid antidepressiv medicin, men da denne medicin kan tænkes at påvirke fostret, kræver dette individuel rådgivning ved psykiater, som er specielt orienteret om disse forhold.

Er man i den situation, at man tidligere har haft en depression og nu frygter, at den skal vende tilbage i forbindelse med fødslen, er det altså meget vigtigt at trække på de ressourcepersoner, som samfundet stiller til rådighed for en, dvs. sundhedsplejersken og den praktiserende læge. Et fåtal vil have brug for videre henvisning til specialist.

Flere børn?

En del kvinder, der har haft en fødselsdepression, ønsker ikke at få flere børn, fordi de er bange for at få tilbagefald. Man kommer heller ikke udenom, at der er en hvis risiko. Man regner med, at den ligger på omkring 20 %. Jeg plejer at sige det omvendt: Der er omkring 80% chance for ikke at blive deprimeret ved næste barns fødsel. Jeg mener derfor ikke, man skal afholde sig fra at få flere børn, hvis det er det man ønsker. Desuden betyder det jo også noget, at man så at sige ”kender turen”. Dvs. at man kender symptomerne, man kan være på vagt, hvis de skulle begynde at dukke op, man kan hurtigt bede om hjælp, og - ikke mindst – man ved nu, at man bliver rask igen!

Spørgsmålet er så, hvornår det rigtige tidspunkt er inde. Jeg plejer at råde til, at man venter, til man har været rask mindst 2 år. Ikke fordi risikoen for tilbagefald så er mindre, men fordi man så har haft et par gode år sammen med sit barn og fået indhentet det, som man ikke nåede med barnet pga. sygdommen.