"Terapien gav mig et nyt liv"

En autentisk beretning om en fødselsdepression. Bringes med kvindens tilladelse.

Kære Poul

Selvfølgelig orker jeg at svare dig og fortælle mere, for der er gået så lang tid nu, at jeg ikke længere føler sorg og vrede, men egentlig blot forundring over, hvor dårligt man kan have det - og forundring over at jeg overlevede det. Jeg havde det i en periode så dårligt, at jeg ikke kunne udholde det, og gik over i vores garage og hængte et reb op med henblik på at hænge mig. Jeg kunne dog ikke gøre det, da jeg tænkte på konsekvenserne for min lille datter.

Du vil gerne vide noget om, hvordan min depression startede. Det er lidt svært at sige, HVORDAN og HVORNÅR den virkelig startede, men jeg mener, der var noget galt allerede fra det øjeblik, jeg vågnede efter narkosen - Tine blev født ved kejsersnit.
Jeg mindes de to døgn på Rigshospitalet som grufulde. Jeg følte mig forvirret og magtesløs. Jeg meddelte så efter nøjagtigt to døgn, dvs. til midnat, at jeg ville hjem. Personalet sagde, at det ikke kunne tvinge mig til at blive. Men ingen tog sig tid til at finde ud af, hvad der foregik i mig. Jeg ringede altså efter min mand og kom hjem - just sprættet op!

Vi boede i en lejlighed i København, men min mand skulle påbegynde nyt arbejde fire dage efter fødslen. Han drog altså af for at arbejde og finde et hus, vi kunne leje, indtil vi kunne få købt en ordentlig bolig. Jeg husker, at jeg følte angst - jeg syntes, barnet skreg hele tiden, især om natten. Allerede da Tine var ca. en uge gammel, begyndte hun at krumme sig sammen og storskrige efter amning - hun skulle vise sig at have kolik. Snart blev det så voldsomt, at jeg gik op og ned ad gulvet med hende i 2 x 2½ time hver nat. I fire måneder eksisterede jeg med i gennemsnit 4 timers søvn i døgnet. Jeg var helt færdig!!!

Da hun var tre uger gammel, var vi flyttet i et lejet sommerhus. Det var vinter, snevejr og koldt. Ungen skreg "døgnet rundt". Min mand var hele tiden på arbejde - på treholdsskift - og når han var hjemme, skulle han sove ... Jeg var overladt til mit eget helvede, følte jeg. I løbet af to måneder havde jeg tabt 12 kg, hvoraf kun de 4 kg var "ekstra-vægt" pga. graviditeten.

Da hun var to måneder gammel, havde vi købt et dejligt hus og var flyttet ind. Min mand arbejdede fortsat alt for meget, idet han var den sidst ankomne på arbejdspladsen og forventedes at tage alle de sure vagter. Han var forundret over, at jeg klagede over angst og utilpashed ... Men vurderede, at det nok bare var begyndervanskeligheder. Om efteråret - da Tine var omkring ni måneder gammel - var jeg dog efterhånden blevet så ringe, at han indså, det ikke ville gå over af sig selv, så da jeg meddelte, at nu kunne jeg ikke mere, støttede han mig i at søge hjælp hos vores læge.

Som du allerede ved, kom jeg via lægen til psykiater og fik medicinsk behandling, som ikke var en heldig løsning.

Du vil gerne vide, hvad det var i den behandling, jeg fik af psykologen fra kommunen, som hjalp. Først og fremmest gjorde det jo godt at blive oplyst om, at man ikke var den eneste, der havde det sådan, og om at man ikke var sindsyg! Mine følelser og min angst blev pludselig legale.

Dernæst arbejdede psykologen og jeg så i halvandet år på at bearbejde den præstationsangst, jeg havde haft siden den tidlige barndom. Det skulle vise sig, at jeg var helt forkvaklet, tør jeg godt sige. Selv om mine forældre aldrig havde gjort mig fortræd med vilje, havde de formået at give mig indtryk af, at jeg kun opnåede kærlighed ved at være smuk, dygtig, den bedste i klassen, ordentlig, populær osv. Samtidig havde de overbeskyttet mig, således at jeg ikke turde tage ansvar. De havde truffet alle de store
beslutninger for mig, bl.a. omkring min uddannelse..., og jeg var på ingen måde i stand til at sige fra over for dem.

Da jeg begyndte at "røre på mig" i form af at sige fra, blev der en masse ballade i min familie. For det første gjorde det for ondt på mine forældre at skulle erkende, at det faktisk var deres skyld, at jeg var blevet syg, og for det andet mente de nok i bund og grund, at jeg bare skulle tage mig sammen og ikke være så skvattet. Jeg blev nødt til at afbryde kontakten med dem i nogle måneder for at komme videre med mit psykologiske arbejde. Det var meget hårdt. Selv om psykologen havde arbejdet med fødselsdepressioner i 5-6 år, var jeg det absolut tungeste tilfælde, hun var stødt på. Vi skriver stadig sammen, og hun fortæller, at hun lærte uendeligt meget af min sygdom. Samtidig beskriver hun en enorm respekt for mig, begrundet i mit ihærdige arbejde for at blive rask.

Jeg gjorde dét, at når hun ikke var hos mig, skrev jeg til hende. Jeg skrev og skrev, nat og dag - skrev mig ud af depressionen. Jeg åbnede mig fuldstændig, og var villig til at grave til bunds i de problemer, som det smertede allermest at arbejde med. Hun påstår, at fordi jeg var, som jeg var, klarede vi terapien på den halve tid. Og derfor tager jeg også hatten af for mig selv. Det kræver stort mod at gå til bunds i sine egne smerte-felter.

Venlig hilsen Lise