"Følelsesmæssigt kaos og rollen som mor"

En autentisk beretning om en fødselsdepression. Bringes med kvindens tilladelse.


Kære Poul Videbech

Det er med stor interesse, at jeg har besøgt din web-site omkring fødselsdepression. Jeg skriver min historie til dig for måske, endnu engang, at kunne gennemleve en periode af mit liv, i hvert tilfælde, tankemæssigt. Jeg håber, at kunne nærme mig en større forståelse og derved skabe muligheder for at leve bedre med de konditioner jeg bære med mig og lever udfra i mit liv.

Jeg har egentlig altid været meget usikker på, om jeg skulle være mor. Og har i udstrakt grad haft en oplevelse af, at jeg ikke turde føde - det ville være alt for smertefuldt. Jeg har heller aldrig haft særlig stor forståelse for de mennesker, der var i en evig iver efter at sætte afkom i verden. Men efter 4 års ægteskab, blev jeg gravid og pludselig forsvandt min angst for at føde. Jeg havde på ingen måde angst for smerterne, men kun en nærmest arketypisk trang til, at gennemleve en fødsel. Min overbevisning blev med ét, at så smertefuld kunne en fødsel vel heller ikke være – kvinder havde gjort det gennem generationer.
Videre tanker om, hvad jeg genetisk havde at give mit barn, var endnu en tand for abstrakt for mig, og jeg havde mest tanker om den ydre fysiske skønhed, mit barn heldigvis ville have med sig fra mig. Men jeg havde også en vis bekymring over, at min bedre halvdels genetiske sammensætning, ville være med til at trække mit afkoms vanvittigt høje intelligenskvotient ned.
Derudover var mine tanker mest koncentreret om rent praktiske forberedelser, og uden nogen form for realitetssans i forhold til hvilket følelsesmæssigt kaos jeg ville stå i, når jeg skulle rumme mit eget kød og blod og mestre rollen som mor.

Jeg har altid vidst at jeg var adopteret. Uden nogen form for nysgerrighed, har jeg haft en uomtvistelig tro på at, det var der en mening med, og at jeg ville have haft svære sociale vilkår, og en social arv, der næppe ville have givet mig mulighed for at kunne gøre, som jeg gør i dag. Det var tanker jeg egentlig ikke var så koncentreret om under graviditeten, men det blev jeg så sandelig i det øjeblik jeg havde født.

Jeg havde det virkelig godt under graviditeten. Var meget i balance og havde megen glæde - jeg havde en forventning om, at man var meget dårlig, når man var gravid.

Da jeg 4 dage over tiden fik veer, var jeg meget usikker på, hvad der nu skulle ske. Når jeg tænker på det nu, tror jeg egentlig nok, at jeg blev meget bange igen. Jeg satte dog ikke de ord på under selve fødslen, men husker det, som noget jeg var meget angst i, uden at jeg tillod mig at være dét. For det at føde, har kvinder jo gjort igennem årtusinder.

Jeg havde en fornemmelse af, at jeg ville tabe hele mit underliv, at barnet og mine indre organer nærmest ville vælte ud af min krop. Da veerne blev rigtig kraftige, fik jeg panik-angst og troede at jeg skulle dø - det eneste der kunne hjælpe mig sikkert igennem, var at jordemoderen ikke gik fra mig. Og så pludselig var han der , min første fødte , en dejlig dreng. Thomas var selvfølgelig velskabt og smuk. Jeg husker ikke, at jeg sad med ham hele tiden, men jeg blev meget glad og euforisk over, at jeg havde overlevet at føde ham. At Thomas havde det godt, var bare en selvfølge.

Jeg var med det samme meget bange for, at han skulle føle sig alene. Uden at han sagde en lyd, mærkede jeg, hvad jeg troede han måtte føle. Jeg tog forskud på en eventuel situation og ville helst være ved ham hele tiden. Jeg var bekymret om stort set alt :
- var han for kold
- for varm
- fik han ondt i armhulerne, når vi løftede ham op
- var han ensom
- snakkede jeg for højt
- havde han ondt
- var han sulten
- vi skulle hjem fra sygehuset - kom vi det uden at køre galt ?
- tænk hvis han faldt ned på gulvet
- han skulle stikkes i hælen (jeg jamrede inde på sengen, mens min mand gik med ud)
- hvordan skulle det gå, når vi kom hjem.
- trak han vejret......

Mine dage var stort set blevet til en lang bekymring. Når jeg sov, vågnede jeg og måtte dreje hans lille krop og sikre mig, at han trak vejret. Jeg var meget bange for, han skulle få for voldsomme sanseindtryk og derfor talte jeg meget lavt, nærmest hviskede, de første uger. Jeg var meget anstrengt i forhold til hans gråd - jeg ville helst være på forkant med den, for jeg kunne ikke bære, at høre hvor ulykkelig han var.. at det bare var sult eller hans kommunikationsform, var ikke den fornemmelse jeg havde. Når han græd var det angstfyldt og fordi han var utryg. Jeg var nød til at undgå, at han græd. Han skulle helst være ved mig, og jeg var meget usikker på om min mand overhovedet kunne forstå min søns signaler...altså rigtigt, sådan som de skulle forstås. Jeg var faktisk mest overbevist om, at det kunne han ikke. Det var mig, som moder, der kunne. Desuden kunne min mand jo selvsagt ikke amme, hvilket
jeg var rigtig god til, men det manglede da også bare, for det er kvindens krop da skabt til. Så jeg ville meget gerne tage ansvar og del i alt vedrørende Thomas. Det bliver man selvfølgelig en anelse anstrengt af.

Samtidig var jeg meget sej ud af til - det her havde kvinder gjort i tusind år, endda mens de arbejdede i rismarkerne eller samlede sten på stranden og havde en masse andre børn at tage sig af. Det var meget naturligt og lille jeg burde da, af alle, ikke være stresset. Men det var det jeg var indeni - stod op om natten og vaskede op, ryddede vasketøj væk - følte, at det var da et tidspunkt, hvor det var stille i verden.....ja, det lyder måske mærkeligt, men jeg tror det var sådan det var.

Jeg var altså fra start, meget optaget af og meget angst omkring min søns vejrtrækning. Dernæst var det hans gråd, der stressede mig gevaldig meget. Jeg fik næsten ondt ved hans gråd eller bare tanken om, at han ville kunne føle utryghed, da det var det samme som smerte. Den psykiske og fysiske smerte var en stor pærevælling for mig. Jeg havde meget uro indeni og var selvfølgelig derfor også meget urolig i min udstråling og hele attitude. Jeg havde meget svært ved at skulle være sammen med mange mennesker. Faktisk nok andre mennesker i det hele taget. Det var et næsten uoverkommeligt projekt at skulle ud af
huset med ham og mig.

Jeg valgte dog, at jeg skulle i Mødregruppe. Det kom jeg ret hurtigt og det var godt, men det gjorde mig meget anderledes. Jeg oplevede her, at ingen andre havde den uro, usikkerhed og angst, som jeg var fyldt fuldstændig op af. Jeg prøvede, at snakke med dem om det, og en af de andre mødre fortalte fra dag 1, om hendes efterfødselsreaktion. Men det var lidt svært for mig, at forholde mig til, at jeg skulle tilhøre den type, der skulle rammes. Det er jo ikke nogen sygdom, at blive mor.

Det, at jeg var blevet mor, havde gjort noget ved mit forhold til mine forældre primært min mor. Jeg ville gerne vide hvordan jeg selv havde haft det, da jeg var lille, på størrelse med Thomas. Det kunne jeg ikke få noget at vide om, og det var samtidig en umulighed for mig, at snakke med eller spørge mine forældre om, da de måske var ført tilbage til tanker og uopfyldte håb om, at skulle være fødedygtige selv. Jeg mærkede i hvert tilfælde, en vis forlegenhed i forhold til min situation, der jo var noget, de havde villet så gerne, men ikke havde fået mulighed for at erfare. De havde til gengæld fået et ønskebarn, en dejlig pige, som de altid har elsket højt, men de første måneder af mit liv, var de ikke en del af.

Jeg var 11. måneder, da de fik overdraget mig. Det faktum, blev pludselig meget voldsomt for mig, at skulle kapere. Jeg oplevede jo hvordan jeg og Thomas var i en fuldstændig og endegyldig symbiose. Hvordan mon jeg havde haft det, fra jeg var født til jeg var 11 måneder gammel? Jeg følte sorg og mærkede, meget smerteligt, at jeg måtte have manglet en konstant og altid nærværende ressourceperson. Jeg oplevede , hvor bevidst mit eget barn blev og at det gik hurtigt. Jeg blev meget påvirket af, at min biologiske mor måtte have haft det svært. Hvordan skulle man kunne give sit lille, forsvarsløse og smukke barn væk ? Jeg græd ved tanken om det. Tænk hvis jeg skulle give Thomas væk. Jeg græd over min egen skæbne. Den var næsten ubærlig for mig.

Jeg nåede intet i huset eller med mig og Thomas i dagens løb. Jeg gik hjemme og brugte tiden på, at holde øje med om han trak vejret. Amningen gik forrygende, jeg havde mere end rigeligt mælk og han voksede. Det var mit bedste våben mod hans gråd.

Da Thomas var 9 uger gammel faldt min mand, da han tog ham op af badet. Han gled i vores entre og ramte en kommode. Barnet græd og faderen jamrede sig af smerte. Jeg gik fuldstændig i panik og løb frem og tilbage i vores lille stue og skreg "nej, nej, nej...". Vores hund begyndte, at hyle som en ulv og alt var en stor jamren. Thomas var der intet sket med. Min mand havde holdt ham uden, at han havde fået nogen stød, men manden havde frygtelig ondt i albue og knæ. Thomas græd af forskrækkelse og over min reaktion, vil jeg tro. Næste dag snakkede jeg med min sundhedsplejerske, der kom hjem til os. Hun anbefalede at jeg tog kontakt til Gaia Instituttet, hvilket jeg gjorde og jeg tog til 2 samtaler, med en meget behagelig og tillidsvækkende terapeut.
Det var en utrolig overvindelse, at skulle forlade mit barn og lade faderen passe ham. Jeg skulle køre 50 km hver vej og havde svært ved at overvinde min angst for at køre og for at forlade mit barn. Samtalerne kom til at handle meget om mine konditioner i min allertidligste barndom, og det var meget smerteligt, at skulle forholde sig til. Min sundhedsplejerske tog godt hånd om mig og familiens situation. Hun formidlede en kontakt til familiecenteret i kommunen. Derigennem fik jeg mulighed for, at komme til en psykolog 1 gang om ugen, i lidt over et ½ år. Det var meget vigtigt for mig at komme ud af huset og af sted til de ugentlige samtaler.
Det lettede mig meget, at jeg ikke skulle overvinde den hurdle, at bevæge mig ud i trafikken og køre langt væk fra mit barn.
Psykologen på familiecenteret hjalp mig med at prøve at finde redskaber til at acceptere min egen situation. Det var meget givtigt for mig, at kunne komme hos hende. Jeg fik hjælp til at turde imødegå livet og fik også opbygget en tro på, at jeg en dag ville kunne imødegå livet, mere afslappet end hvad jeg formåede på daværende tidspunkt.

Når jeg tænker på den tid, er jeg meget glad for at min dejlige førstefødte var en dreng. Jeg var så meget ham. Havde jeg mon klaret det, hvis det havde været en lille pige? En datter ville måske have været så meget mig selv, at det ville have været endnu mere problematisk at skulle igennem. Der er nu nok en mening med alt og alt kan, på det rette tidspunkt,
betragtes, som en givtig læringssituation. Jeg er kommet styrket videre i livet og har nu fået en dejlig datter.
Tænk at opleve hvor anderledes moderskabet kan være :0). Det er en helt ny fornemmelse.

Med venlig hilsen

Helene



Kære Poul Videbech !

For nogen dage siden, fik du min foreløbige sidste del, af en 3-delt historie. Efter, at jeg havde mailet den til dig, lod jeg min mand læse, hvad jeg havde skrevet. Det var først da, at jeg synes, jeg havde mod på at delagtiggøre ham i det. Han synes, at slutningen lød, som om, mit liv var gået fra den ene yderlighed til den anden - fra utrolig angst, uro og stress til at jeg, efter at have fået min datter, Julie, fløj rundt på en lyserød sky af lykke.
MEN, det er ikke sådan det forholder sig, det siger måske sig selv. Meget af det jeg oplever med Julie, er ting jeg, på et eller andet plan, har erfaret og derfor er mit liv, som moder for hende, ikke så skræmmende. Jeg har ikke haft angst omkring hendes vejrtrækning, som jeg havde med Thomas, og det har været en kæmpe befrielse.

Min beskrivelse af, at føle trang til, at vide noget om mine gener (og især min intelligens!!!!!) har fyldt særdeles meget, og jeg fik først forholdt mig målrettet til den del, da jeg havde fået Julie. Jeg blev ligesom besat af, at vide noget omkring mine biologiske
forhold.........men var nød til at følge de spor jeg havde i "dyb hemmelighed" for mine forældre - jeg kunne aldrig drømme om, at
involvere dem i det. Jeg bliver forlegen ved tanken. Fandt ud af, at min mor var død, da jeg var blot 15 år, og det bekræftede mig egentlig bare i mit "livsheld", so to speak.

Jeg synes, at jeg har fået beskrevet fint, hvordan jeg havde det, men at udtrykke, at livet herefter er uproblematisk, det vil være at lyve. Selv efter psykologbesøg. Jeg oplever lidt, at jeg efter min efterfødselsreaktion , er blevet meget mere skrøbelig og usikker
omkring mig selv, og i særdeleshed omkring hvordan min psyke er.. Hvad magter jeg og hvad magter jeg ikke......?!!!

med venlig hilsen

Helene